» 
allemand anglais arabe bulgare chinois coréen croate danois espagnol estonien finnois français grec hébreu hindi hongrois islandais indonésien italien japonais letton lituanien malgache néerlandais norvégien persan polonais portugais roumain russe serbe slovaque slovène suédois tchèque thai turc vietnamien
allemand anglais arabe bulgare chinois coréen croate danois espagnol estonien finnois français grec hébreu hindi hongrois islandais indonésien italien japonais letton lituanien malgache néerlandais norvégien persan polonais portugais roumain russe serbe slovaque slovène suédois tchèque thai turc vietnamien

définition - Israel

voir la définition de Wikipedia

   Publicité ▼

locutions

dictionnaire analogique

   Publicité ▼

Wikipedia

Israel

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Gå til: navigation, søg
Staten Israel
מְדִינַת יִשְׂרָאֵל (Hebraisk)
Medīnat Yisrā'el
دَوْلَةُ إِسْرَائِيلَ (Arabisk)
Dawlat Isrā'īl
FlagEmblem
NationalmelodiHatikvah
Håbet
Hovedstad
(og største by)
Jerusalem[1]
/ 22.072) 31°46′N, 35°14′E
Officielle sprogHebraisk, arabisk[2]
Etnicitet 75,4% jøder, 20,6% arabere, 4% minoriteter[3]
DemonymIsraeler
RegeringsformParlamentarisk republik[2]
 - PræsidentShimon Peres
 - PremierministerBenjamin Netanyahu
 - Formand for KnessetReuven Rivlin
 - Præsident for højesteretDorit Beinisch
Uafhængighedfra Mandatområdet i Palæstina 
 - Udråbt14. maj 1948 
Areal
 - Total 120,770 / 22,072 km2 (nr. 151)
 - Vand (%)~2%
Indbyggertal
 - 2009 anslået7.465.0002[4] (nr. 96)
 - 1995 folketælling5.548.523 
 - Tæthed356,8/km2 (nr. 34)
BNP (KKP)2008 anslået
 - Total202,562 mia. USD [5] (nr. 50)
 - Pr. indbygger28.473 USD [5] 
BNP (nominelt)2009 anslået
 - Total215,727 mia. USD[5] (nr. 42)
 - Pr. indbygger29.671 USD[5] (nr. 29)
Gini (2005)38,6[2] 
HDI (2007) 0,935[6] (høj) (nr. 27)
ValutaShekel () (ILS eller NIS)
TidszoneIST (UTC+2)
 - Sommer (DST)IDT (UTC+3)
Kører påhøjre side af vejen
Nationalt topdomæne.il
Kendingsbogstaver (bil)IL
Luftfartøjs-
registreringskode
4X
Telefonkode+972
1Ekskludere / Inkludere Golanhøjderne og Østjerusalem; se nedenfor.
2Omfatter alle med fast bopæl på Israelsk jord, Golanhøjderne og Østjerusalem. Inkludere også den israelske befolkning på Vestbredden. Udelukker alle ikke-israelske mennesker på Vestbredden og Gazastriben.
 Staten Israel 
Geografi

Israels land   Distrikter   Byer
Middelhavet   Rødehavet
Genesaret sø   Jerusalem   Tel Aviv   Haifa

Historie

Jødisk historie   Zionisme   Aliyah
Herzl   Balfour   Palæstinamandatet
FN's delingsplan 1947   Uafhængighed

Mellemøsten-konflikten

1948-krigen   Jødiske flygtninge
Suez-krigen   Seksdageskrigen
Udmattelseskrigen   Yom Kippur-krigen
Libanon-krigen (1982)   Libanon-krisen (2006)
Fredsaftaler   Traktater med Ægypten, Jordan

Israel-Palæstina-konflikten

Nakba   Intifada: første, anden
Oslo-aftalen   Barrierer

Økonomi   Bankvæsen

Turisme   Vin   Diamanter
Våbenindustri   Luftfartsindustri   Transport

Demografi   Kultur

Religion   Israelske arabere   Kibbutz
Musik   Arkæologi   Universiteter
Hebraisk   Litteratur   Sport   Israelere

Love   Politik

Tilbagevendingsloven   Jerusalem-loven
Partier   Valg   Premierminister   Præsident
Knesset   Højesteret   Domstol

Israels udenrigsrelationer

USA og Israel

Sikkerhed

Israels forsvar   Sikkerhedsråd
Politi   Grænsevagt   Fængsel

Kategorier

For alternative betydninger, se Israel (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Israel)

Israel (hebraisk: יִשְרָאֵל, Yisra'el; arabisk: إسرائيل Isrā'īl) officielt Staten Israel (hebraisk: מְדִינַת יִשְרָאֵל, Medinat Yisra'el; arabisk: دَوْلَةْ إِسْرَائِيل, Dawlat Isrā'īl) er et land i Mellemøsten beliggende i den sydøstlige ende af Middelhavet. Landet grænser op til Libanon mod nord, til Syrien og Jordan mod øst og til Egypten mod sydvest og består af et geografisk varieret landskab inden for det relativt begrænsede landområde.[7] Vestbredden og Gazastriben er tilstødende områder, som Israel har holdt besat siden juni 1967 og i strid med international lov koloniseret med 500.000 mennesker (inkl. Østjerusalem). Med et indbyggertal på omkring 7,26 millioner,[8] hvor hovedparten er jøder, er Israel den eneste jødiske stat i verden.[9] Det er også hjemsted for arabiske muslimer, arabiske kristne, drusere, samaritanere og flere andre religiøse og etniske minoriteter. Jerusalem er nationens selvudråbte hovedstad, hvor regeringen har sæde. International konsensus er dog, at Jerusalems status endnu ikke er besluttet. De Forenede Nationers afstemning i 1947 om delingsplanen for Palæstina fastslog, at Jerusalem skulle være et "corpus separatum", under international overvågning. Denne afstemning er ikke blevet sat ud af kraft ved en ny afgørelse i FN.[10] [11] [1]

Det nutidige Israels historiske rødder findes i jødedommens beskrivelser af Israels land,[12] i de kristnes jødeforfølgelser samt i zionismen. Hertil kommer den lange række af begivenheder, der siden statens grundlæggelse er indtruffet i kølvandet på konflikten mellem FN-charteret af 1947, staten Israel samt Israels relationer til nabostaterne. Efter 1. verdenskrig godkendte Folkeforbundet Palæstinamandatet med hensigt at oprette et "nationalt hjem for det jødiske folk".[13] I 1947 godkendte FN opdelingen af Palæstinamandatet i to stater: en jødisk og en arabisk.[14] Den arabiske liga afslog planen, men den 14. maj 1948 erklærede Israel sin uafhængighed. Det nye lands sejr i den følgende uafhængighedskrig udvidede den jødiske stats grænser i forhold til FN's delingsplan. Siden da har Israel dels kontinuerligt dels på forskellige tidspunkter været i konflikt med alle de arabiske nabolande, hvilket har resulteret i flere større krige og årtier med vold og uroligheder. Siden etableringen har Israels grænser og tilmed staten eksistensberettigelse været et omdiskuteret tema, selv om Israel har underskrevet fredsaftaler med Egypten og Jordan og til trods for den fortsatte indsats for at nå frem til en permanent overenskomst mellem israelerne og palæstinenserne.

Israel er et repræsentativt demokrati med et parlamentaristisk system og universel stemmeret.[15][16] Statsministeren fungerer som regeringschef, og Knesset fungerer som Israels lovgivende magt. Ifølge det nominelle bruttonationalprodukt anslås nationens økonomi at være den 44. største i verden,[17] og Israel rangeres højt blandt landene i Mellemøsten hvad HDI-indeksen,[18] trykkefrihed[19] og økonomi[20] angår.

Indholdsfortegnelse

Etymologi

Igennem de sidste tre tusinde år har navnet Israel i normal og religiøs brug betydet både Israels land og hele den jødiske nation. Navnet stammer fra et vers i Bibelen (Første Mosebog 32,28), hvor Jakob bliver døbt Israel efter en vellykket kamp med en af Guds engle.[21] Kritikere er ikke enige om navnets betydning. Nogle mener, at navnet kommer fra verbet śarar ("at herske, blive stærk, have autoritet over"), og ifølge dem betyder navnet "Gud hersker" eller "Gud dømmer".[22] Andre mulige tydninger er "Guds prins" (fra King James oversættelsen 1611) eller "El (Gud) kæmper/strider".[23] Helt fraset navnets præcise betydning er den bibelske nation efter Jakob blev kaldt "Barn af Israel" eller "israelitter".

Den første historiske benævnelse af ordet Israel forekommer i Merneptah Stele efter Det gamle Egypten (dateret tilbage til det 13. århundrede f.Kr.), selvom forskere er uenige i, om der refereres til et folk eller et hjemland.[24] Nutidens land fik navnet Medinat Yisrael ("Staten Israel"), efter at andre foreslåede navne f.eks. Eretz Israel ("Israels land"), Zion og Judea blev afslået.[25] I den uafhængige stats første uger bestemte regeringen, at udtrykket "israelere" skulle betegne Israels borgere, hvilket blev bekendtgjort af udenrigsministeren, Moshe Sharett.[26]

Historie

Se også: Israels historie.

Tidlige rødder

Se også: Israels land.
Romersk garnisonruin ved foden af Masada ved Dødehavet

Israels land, kendt på hebraisk som Eretz Yisrael, har været hellig for det jødiske folk siden de bibelske patriarkers tid. Bibelen har placeret denne periode tidligt i det andet årtusind f.Kr.[27] Ifølge Toraen blev landet Israel lovet til jøderne som deres hjemland,[28][29] og jødedommens helligste steder er lokaliseret her. Omkring det ellevte århundrede f.Kr. blev den første af en række jødiske kongeriger og stater etableret for at styre regionen. Disse jødiske kongeriger regerede periodevis i det følgende årtusinde.[30]

I perioden mellem de jødiske kongeriger og de islamiske erobringer i 700-tallet kom Israel under assyrisk, babylonisk, persisk, græsk, romersk, sasanideisk og østromersk herredømme.[31] Den jødiske tilstedeværelse i regionen blev mindsket efter det mislykkede Bar Kokhba-oprør mod Romerriget i 132 f.Kr og den efterfølgende bortvisning af jøder. Alligevel blev det bevaret af en jødisk bosætning i Palæstina, selv om broderparten af den jødiske befolkning flyttede fra Judea til Galilæa;[32] Mishna og dele af Talmud, der er blandt jødedommens vigtigste religiøse tekster, blev udarbejdet i denne periode.[33] Israels land blev skilt fra Østromerriget omkring år 636 e.Kr. under de første muslimske erobringer. Kontrollen med regionen skiftede frem og tilbage mellem umayyaderne,[34] abbasiderne[35] og korsfarerne i de følgende seks århundreder, før området faldt i hænderne på mamelukkerne i 1260. I 1516 blev landet Israel en del af Det Osmanniske Rige, der regerede regionen frem til det tyvende århundrede.[36]

Zionisme og det britiske mandat

For mange jøder, der boede i diasporaen, var det et gammelt ønske at returnere til Zion og Israels land.[37] Dette håb og denne længsel kom tydeligt til udtryk i Bibelen[38] og er et centralt tema i den jødiske bønnebog. Fra og med begyndelsen af det tolvte århundrede begyndte en lille, men stabil strøm af jøder at forlade Europa for at bosætte sig i det hellige land. Indvandringen øgedes, efter at jøderne blev udvist fra Spanien i 1492.[39] I løbet af det 16. århundrede slog store samfund rod i De fire hellige byer, og i anden halvdel af det 18. århundrede bosatte hele hasidiske samfund fra Østeuropa sig i det hellige land.[40]

Theodor Herzl var en pioner i arbejdet med at etablere en jødisk stat.

Den første store immigrationsbølge i moderne tid, kendt som den første aliyah (hebraisk: עלייה), begyndte i 1881, da jøderne flygtede fra pogromer i Østeuropa.[41] Zionistbevægelsen eksisterede i teorien, men Theodor Herzl er i eftertiden blevet betragtet som grundlægger af den politiske zionisme,[42] en bevægelse, der forsøgte at etablere en jødisk stat i Israels lovede land ved at løfte jødespørgsmålet op på et internationalt niveau.[43] I 1896 publicerede Herzl Der Judenstaat (Den jødiske stat) og skabte derved visionen om en kommende stat. Det følgende år var han leder af den første zionistkongres.[44]

Den anden aliyah (1904–1914) begyndte efter Kishinev-progromen. Omtrent 40 000 jøder bosatte sig i Palæstina.[41] Både den første og den anden bølge af indvandrere var hovedsageligt ortodokse jøder,[45] men den anden aliyah inkluderede også socialistiske pionerer, der etablerede Kibbutzbevægelsen.[46] Under 1. verdenskrig udstedte Storbritanniens udenrigsminister, Arthur Balfour Balfour-deklarationen, hvori det fremgik, at man "view[ed] with favour the establishment in Palestine of a national home for the Jewish people."[47] Den britiske erobring af Israel fik assistance af den jødiske legion, der var en gruppe af bataljoner hovedsagelig dannet af frivillige zionister. Arabisk modstand mod balfourplanen førte til Palæstinaoprøret i 1920 og dannelsen af den jødiske forsvarsorganisation, Haganah, hvorfra senere grupperne Irgun og Lehi (af briterne kaldet Sternbanden efter lederen Avraham Stern) udskilte sig.[48] I 1922 overdrog Folkeforbundet Palæstinamandatet til Storbritannien med bevæggrunden at "placere landet i en så politisk, administrativ og økonomisk tilstand, at det vil sikre etableringen af det jødiske nationalhjem".[49]

Den jødiske indvandring fortsatte med den tredje (1919-23) og fjerde aliyah (1924-29), der tilsammen bragte 100 000 jøder til Palæstina.[41] I kølvandet på optøjerne i Jaffa i 1921 forbød briterne yderligere jødisk indvandring, og det territorium, der kandiderede til at huse en kommende jødisk stat, blev nu placeret i Transjordan.[50] Nazismens fremvækst i 1930'erne førte til den femte aliyah med en tilstrømning på en kvart million jøder. Tilstrømningen resulterede i det arabiske oprør i 1936-39 og fik briterne til at afdække immigrationen med Hvidbogen af 1939. En hemmelig bevægelse, kendt som Aliyah Bet, blev organiseret for at bringe jøder til Palæstina, efterhånden som det viste sig, at lande over hele verden afviste jødiske flygtninge på flugt fra holocaust.[41] Ved slutningen af 2. verdenskrig udgjorde jøderne 33 % af Palæstinas befolkning, en stigning fra elleve procent i 1922.[51]

[52]

Uafhængighed og ekspansion de første år

Se også: Nakba.
David Ben-Gurion erklærer israelsk uafhængighed den 14. maj, 1948 under et portræt af Theodor Herzl

I 1947 trak det britiske styre sig tilbage fra Palæstinamandatet og slog fast, at det var ude af stand til at finde en løsning, der ville være acceptabel for både araberne og jøderne.[53] Det nydannede FN godkendte FN's delingsplan (FN's sikkerhedsråds resolution 181) den 29. november 1947 og delte landet op i to stater: en arabisk og en jødisk. Jerusalem blev udpeget som international by – en corpus separatum – administreret af FN for at undgå konflikter om byens status.[54] Det jødiske samfund godtog planen,[55] men Den Arabiske Liga og den arabiske højere komité afslog.[56]

Til trods for dette blev den uafhængige stat, Israel, udråbt den 14. maj 1948, dagen før det britiske mandat over Palæstina ophørte.[57] Kort efter gik fem af medlemmerne af Den Arabiske Liga – Egypten, Syrien, Jordan, Libanon og Irak – til angreb på Israel og startede dermed Den Arabisk-Israelske krig 1948 (i Israel kendt som Uafhængighedskrigen).[57] Efter næsten et år med kampe blev våbenhvile indført, og midlertidige grænser, kendt som Grønne Linje, blev oprettet. Jordan inkluderede det som senere blev kendt som Vestbredden og Østjerusalem under sit styre, mens Egypten tog kontrol over Gazastriben. Israel blev anerkendt som medlem af de Forenede Nationer den 11. maj 1949.[58] I løbet af fjendtlighederne flygtede 711 000 arabere fra Israel ifølge FN.[59] De palæstinensiske flygtninges skæbne er et hovedargument i Palæstina-Israel-konflikten.[60]

[61]

I statens tidlige år dominerede socialzionismen den israelske politik under ledelse af statsministeren, David Ben-Gurion.[62][63] Disse år blev præget af masseimmigration af overlevende fra holocaust og udvandrende jøder fra arabiske lande fremskyndet af vold og konfiskering af jødisk ejendom, støttet af Den arabiske liga. Omtrent 850 000 jøder flygtede fra deres hjem i arabiske lande fra 1948 til tidligt i 1970'erne, hvoraf 600 000 slog sig ned i Israel.[64] Israels befolkning øgedes fra 800 000 til to millioner mellem 1948 og 1958.[65] De fleste ankom som flygtninge uden ejendele og blev huset i midlertidige lejre kendt som ma'abarot. I 1952 levede over 200 000 immigranter i sådanne teltbyer. Behovet for at løse denne krise fik Ben-Gurion til at underskrive en reparationsaftale med Vesttyskland, hvilket udløste masseprotester fra jøder, der ikke brød sig om, at Israel "gjorde forretninger" med Tyskland.[66]

I 1950'erne blev Israel ofte angrebet af arabiske fedayeen, hovedsagelig fra den Egypten-besatte Gazastribe.[67] I 1956 sluttede Israel sig til en hemmelig alliance med Storbritannien og Frankrig med det formål at genvinde Suez-kanalen, som egypterne havde nationaliseret (se Suez-krisen). Selvom Israel erobrede Sinai-halvøen, pressede USA og Sovjetunionen Israel til retræte til gengæld for garantier for israelske skibsfartsrettigheder i Rødehavet og Suezkanalen.[68]

I begyndelsen af det følgende årti pågreb Israel Adolf Eichmann, en af arkitekterne bag den nazistiske jødeudryddelsesplan, der havde levet skjult i Argentina, og stillede ham for domstolen.[69] Retssagen fik en stor indflydelse på den offentlig bevidsthed om holocaust.[70] Eichmann er hidtil den eneste, der er blevet dømt til døden ved en israelsk domstol.[71]

Konflikter, fredstraktater og kontroversiel regering

I 1967 samlede Egypten, Jordan og Syrien deres samlede tropper nær ved de israelske grænser, udviste FN's fredsstyrker og blokerede Israels adgang til Rødehavet. Israel anså disse handlinger for et tilfælde af casus belli og kom fjenden i forkøb med et angreb, der indledte seksdageskrigen. I løbet af den korte krig tog israelerne kontrollen over Vestbredden, Gazastriben, Sinai-halvøen og Golanhøjderne.[72] Grænsedragningen fra 1949 blev gjort til administrativ grænse mellem Israel og de besatte områder. Jerusalems grænser blev udvidet og Østjerusalem indlemmet i strid med international lov. Jerusalemloven, der blev vedtaget i 1980, gentog denne grænsedragning og satte igen gang i en international kontrovers om Jerusalems status.

Statsminister Golda Meir gik af efter Yom Kippur-krigen

250.000 palæstinesere og det palæstinensiske lederskab med Arafat i spidsen måtte i juni 1967 flygte til Jordan.Tidligt i 1970'erne begyndte palæstinensiske grupper at rette en bølge af angreb mod israelske mål rundt om i verden. Det mest opsigtsvækkende af disse var gidseltagningen af israelske atleter under Sommer-OL 1972, der endte tragisk, da vesttysk politi angreb 2 helikoptere, der var bevilget i en aftale om frit lejde. Israel svarede igen med den såkaldte Operation Guds Vrede, hvor de ansvarlige, efter Israels skøn, blev opsporet og dræbt.[73] Denne gengældelsespolitik over for en aktion, der i sig selv var en gengældelse (for ikke at kunne deltage som nation i OL og for at være smidt ud af Vestbredden), var og er til denne dag kontroversiel. Mindst en uskyldig måtte lade livet i den anledning, da en marokkansk tjener blev dræbt uden spørgsmål i Lillehammer i Norge, hvilket på det skarpeste blev fordømt af Norge og som førte til et anstrengt forhold mellem de 2 lande.[74]

Den 6. oktober 1973 under Yom Kippur, den helligste dag i den jødiske kalender, foretog den egyptiske og den syriske hær et overraskende angreb mod Israel. Krigen endte den 26. oktober med, at Israel drev de egyptiske og syriske styrker tilbage, men de led store tab.[75] En intern efterforskning fritog regeringens ansvar for krigen, men den offentlige anger tvang statsminister Golda Meir til at gå af.

Knesset-valget i 1977 markerede et stort vendepunkt i Israels politiske historie, da Menachem Begins parti Likud fik flertal i Knesset i stedet for Arbejderpartiet.[76] Senere samme år besøgte Egyptens præsident, Anwar Sadat, Israel efter en invitation fra Menachem Begin og talte foran Knesset. Anwar Sadat var den første arabiske leder, der anerkendte Israel.[77] I de to efterfølgende år underskrev Sadat og Menachem Begin Camp David-aftalen og fredstraktaten mellem Israel og Egypten.[78] Israel trak sig tilbage fra Sinai-halvøen og besluttede at gå ind i forhandlinger om et selvstyre for palæstinensere på den anden side af den grønne linje, men planen blev aldrig iværksat.

I 1982 greb Israel ind i den libanesiske borgerkrig for at tilintetgøre baser, hvorfra Palæstinas befrielsesfront havde bombarderet det nordlige Israel.[79] Modstanden i det sydlige Libanon blev hurtigt nedkæmpet, og i forsøg på at bringe PLOs tilstedeværelse helt til ophør, fortsatte de israelske styrker til Beirut, som den libanesiske hær havde forladt. Her blev de palæstinensiske styrker angrebet og slået. Kampene i konflikten kostede mange menneskeliv. Beirut-avisen An Nahar anslog, at 5.515 mennesker, militære og civile, blev dræbt i Beirut-området, mens 9.797 militærpersoner (fra PLO, Syrien og andre) samt 2.513 civile mistede livet andetsteds i Libanon.[80]

Det var på længere sigt en Pyrrhussejr, for PLO returnede efter forvisningen med Arafat i spidsen til Gaza i 1994 efter den første intifada og Oslo-aftalen, og i stedet for det relativt svage PLO, fik man i Libanon en ny, langt stærkere fjende, Hizbollah - der opstod i 1982 som svar på den israelske invasion. Israel trak sig tilbage fra store dele af Libanon i 1985, men opretholdt en grænselandbufferzone frem til 2000. Den første intifada, et palæstinensisk oprør mod israelske regler,[81] brød ud i 1987 med voldsbølger i de besatte områder. I de følgende seks år blev flere end tusinde mennesker dræbt i den efterfølgende vold, hvoraf meget var intern palæstinensisk vold.[82] Under Golfkrigen støttede PLO og mange palæstinensere Saddam Hussein og irakiske projektilangreb mod Israel.[83][84]

Yitzhak Rabin og Yasser Arafat rækker hinanden hånden i overværelse af Bill Clinton ved underskrivningen af Oslo-aftalen den 3. september 1993

I 1992 blev Yitzhak Rabin statsminister efter et valg, hvor hans parti gik ind for kompromis med Israels naboer.[85][86] Samme år underskrev Shimon Peres og Mahmoud Abbas på vegne af Israel og PLO Oslo-aftalen, der gav det palæstinensiske selvstyreområde rettighederne til selv at styre dele af Vestbredden og Gazastriben mod til gengæld at anerkende Israels ret til at eksistere og at afslutte terrorismen.[87] I 1994 blev fredsaftalen mellem Israel og Jordan underskrevet, og dermed blev Jordan det andet arabiske land, der normaliserede sit forhold til Israel.[88] Alles støtte til forliget aftog da Israel blev ramt af en angrebsbølge fra palæstinenserne. Attentatet på Yitzhak Rabin udført af en højreekstremistisk jøde i november 1995, da Rabin forlod en demonstration for fred, chokerede landet. I slutningen af 1990'erne trak Israel sig tilbage fra 80 % af Hebron, men har stadig direkte kontrol med de 15.000 palæstinensere, der bor i umiddelbar nærhed af Abrahams Grav. Ifølge aftalen fra januar 1997 bevares den israelske militære tilstedeværelse for at beskytte de 450 i øvrigt bevæbnede bosættere, der udgør en "jødisk enklave" i byen. De israelske soldater har delvist genåbnet den centrale palæstinensiske handelsgade, Shuhada street, der er en af aftalens mest følsomme emner, fordi den forbinder flere israelske bosættelser.[89]

Wye-floden-aftalen, der gav større kontrol til det palæstinensiske selvstyreområde, blev underskrevet i 1997.[90]

Ehud Barak, der blev valgt til statsminister i 1999, startede det nye årtusinde ved at trække styrker tilbage fra Sydlibanon og indledte forhandlinger med styreformanden i Det palæstinensiske selvstyrerområde, Yasser Arafat samt USA's præsident Bill Clinton under Camp David-forhandlingerne i 2000. Under forhandlingerne tilbød Barak en plan for etablering af en palæstinensisk stat, men Yasser Arafat afslog den.[91] Efter at forhandlingerne brød sammen, begyndte palæstinenserne den anden intifada.

Ariel Sharon blev kort efter ny statsminister ved en speciel afstemning i 2001. I løbet af sin regeringstid gennemførte Sharon planen om ensidig tilbagetrækning fra Gazastriben, og han gik også i spidsen for konstruktionen af Israels mur på Vestbredden.[92] I januar 2006 blev Ariel Sharon ramt af et massivt slagtilfælde, der efterlod ham i koma, og regeringsmagten blev overgivet til Ehud Olmert. Hamas' og Hizbollahs kidnapning af israelske soldater samt deres bombning af bosætninger ved Israels nordlige grænse førte til en fem uger lang krig, kendt i Israel som "anden Libanon-krig". Konflikten endte med, at FN pålagde parterne våbenhvile. Israels statsoverhoved, Dan Halutz, fratrådte efter krigen.[93]

Den 27. november 2007, blev den israelske statsminister Ehud Olmert og den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas enige om at forhandle på alle punkter og ikke sky nogen anstrengelse for at nå til enighed inden udgangen af 2008.

I december 2008, brød en våbenhvile sammen mellem Hamas og Israel. Hamas sagde det var fordi Israel ikke havde ophævet en blokade mod Gaza-striben, mens Israel sagde det var fordi Hamas affyrede raketter ind i Israel fra Gaza.[94] Israel svarede igen ved at igangsætte Operation Støbt Bly med en række luftangreb.[95] Den 3. januar 2009 gik israelske tropper ind i Gaza, der markerede starten på en landoffensiv.[96] Lørdag den 17. januar annoncerede Israel en ensidig våbenhvile, som var betinget af eliminering af yderligere raket- og mortérangreb fra Gaza. Israel begyndte at trække sig tilbage over de næste dage.[97] Hamas annoncerede senere deres egen våbenhvile. Den indeholdt dens egne betingelser om de israelske styrkers tilbagetrækning på højst en uge og åbningen af grænseovergangene.[98] Angreb fra begge parter har fortsat efter våbenhvilen.[99] 31. marts 2009 fik Israel dannet en ny regering med Benjamin Netanyahu som premierminister. 54% af landets befolkning er utilfreds med den nye regering.[100]

Geografi

Uddybende artikel: Israels geografi.
Bakker i Judæa.

Israel ligger på østkysten af Middelhavet og grænser til Libanon mod nord, Syrien og Jordan mod øst og Egypten mod sydvest. Israels suveræne område uden de områder, som blev erobret af Israel under seksdageskrigen i 1967, er 20 770 km², hvoraf 2 % er vand.[2] Arealet af det område, som er under Israels styre, dvs. inklusive Jerusalem og Golanhøjderne, er 22 000 km². [101]Det totale areal af områderne under israelsk kontrol, inkluderet PalæstinaområdetVestbredden, som er under militær kontrol og delvis selvstyret, er 27 799 km². [102]

Selv om landet er lille, har Israel en varieret geografi, fra Negev-ørkenen mod syd til bjergene i Galilæa, Karmelbjerget og Golanhøjderne mod nord. Omkring 70 % af befolkningen bor på kystsletterne ved Middelhavskysten. Øst for højlandene ligger Jordandalen, som er en lille del af den 6 500 km lange Great Rift Valley. Jordanfloden løber igennem Jordandalen fra Hermonbjerget gennem Hulahdalen og Genesaretsøen til Dødehavet, som er det laveste punkt på jordens overflade.[103]

En citronsfrugthave i Galilæa

Unikt for Israel og Sinai-halvøen er makhteshimer, eller erosionscirkler.[104] Den største makhtesh i verden er Ramon-krateret i Negev,[105] som måler 40 gange otte kilometer.[106]

Klima

Israel har store temperaturforskelle, specielt om vinteren. Bjergområderne er præget af blæst og lave temperaturer, og til tider falder der også sne der. Toppen af Hermon er dækket af sne store dele af året og Jerusalem får normalt i hvert fald et snefald om året.[107]

Kystbyerne, som Tel Aviv og Haifa, har derimod et typisk middelhavsklima med kølige, regnfulde vintre og lange, varme somre. Fra maj til september falder der kun små mængder regn.[108][109] Israel benytter sig også af de store muligheder for solenergi og er det land i verden, som bruger mest solenergi pr. indbygger.[110]

Vandressourcer

Områdets stigende befolkning og ringe nedbørsmængder, der de seneste år også har været under gennemsnittet, belaster vandsressourcerne i området. Vandspejlet i landets største ferskvandsreservoir, Genesaret Sø, er faldet med flere meter og truer med i sommeren 2008 at nå det kritiske punkt på 213 meter under havets overflade, hvor søen skades økologisk ved tilsaltning og tilgroning. I de sidste 17 år har slusen, som regulerer vand til Jordanfloden været lukket, hvilket har ført til, at også vandspejlet i Det Døde Hav er faldet og stadig falder kraftigt, da Jordanfloden er dets eneste tilløb.[111] På grund af de små vandressourcer har Israel udviklet forskellige vandbesparende teknologier, deriblandt drypvanding.[112]

Regering og politik

Uddybende artikel: Israels politik.
Knesset, parlamentsbygningen i Israel
Præsidentens kontor i 2007.

Israel er et demokratisk land med almindelig stemmeret og styres efter et parlamentarisk system.[2] Israels præsident er statsoverhoved med hovedsageligt ceremonielle opgaver.[113] Et parlamentsmedlem støttet af majoriteten i parlamentet bliver statsminister, hvilket sædvanligvis er formand for det største parti. Statsministeren er regeringschef og kabinetbestyrer.[113]

Israels parlament, Knesset, har 120 medlemmer og har en proportional repræsentation af de forskellige politiske partier.[114] Parlamentsvalg afholdes hvert fjerde år, men Knesset kan opløse regeringen når som helst ved et mistillidsvotum. Israel har ikke en nedskreven grundlov, men i 2003 påbegyndte Knesset skrivningen af en officiel grundlov baseret på den gældende, grundlæggende lovgivning.[2][115]

Retssystemet har tre niveauer. Nederste niveau er magistratretterne, som findes i de fleste byer rundt omkring i landet. Næste niveau er distriktsdomstolene, som fungerer både som ankedomstole og retssagsdomstole, og de findes i fem af Israels seks distrikter. Det tredje og højeste niveau i retssystemet er højesteret, som er placeret i Jerusalem. Retten har en dobbelt rolle som både højeste appelret og overordnet retsinstans. I sidstnævnte rolle er højesteret første retsinstans, hvilket giver enkeltpersoner, både statsborgere og ikke-statsborgere, mulighed for at anlægge sag mod myndighedsinstanser.[116][117] Israel er ikke medlem af Den internationale straffedomstol, da man frygter at politisk pres kan påvirke rettens afgørelser til ugunst for landet.[118] Israels lovsystem kombinerer engelsk normalret, civilret og jødisk ret.[2] Det er baseret på Stare decisis' principper (præsedens) og er et akkusatorisk system, hvor parterne bringer beviser frem for retten. Retssager bliver afgjort af profesionelle dommere snarere end af juryer.[116] Ægteskabsindgåelse og ægteskabsbrud er de religiøse domstoles juridiske område: jødisk, muslimsk, drusisk og kristent. En komité bestående af Knessets medlemmer, højesteretsdommere og medlemmer af den israelske advokatforening forestår udvælgelse af dommere.[119]

140px

En grundlæggende israelsk lov: "Menneskelig værdighed og frihed", specificerer menneske- og frihedsrettigheder. Israel er det eneste land i regionen, som er rangeret som "fri" af Freedom House, baseret på en vurdering af befolkningens borgerrettigheder og politiske rettigheder; de "Israel-besatte territorier" eller den "palæstinensiske autoritet" blev rangeret som "ikke fri"[120] I pressefrihedsindexet rangeredes Israel som nummer 50 ud af 168 lande, hvad angår trykkefrihed, og dermed højest af alle lande i Mellemøsten.[121]Grupper som Amnesty International[122] og Human Rights Watch[123] har dog ofte været kritik over for Israels overholdelse af menneskerettighederne. Israels civile frihed giver plads til selvkritik fra grupper som B'Tselem, en israelsk menneskeretsorganisation.[124] Israel er en velfærdsstat, hvis sundhedssystem ifølge en lov indført i 1995 garanterer lige adgang til behandling for alle indbyggere i landet.[125]

Administrative distrikter

Uddybende artikler: Israels distrikter og Byer i Israel.

Staten Israel er delt ind i seks hovedadministrerende distrikter, kendt som mehozot (מחוזות; ental: mahoz) – Centraldistriktet, Haifa-distriktet, Jerusalem-distriktet, Norddistriktet, Syddistriktet og Tel Aviv-distriktet. Distrikterne er videre delt ind i femten underdistrikter kendt som nafot (נפות; ental: nafa), som selv er delt ind i 50 naturlige regioner.[126] Til statistikformål er landet delt ind i tre metropolområder: Tel Aviv og Gush Dan (befolkning 3 150 000), Haifa (befolkning 996 000) og Beersheba (befolkning 531 600).[127] Israels største by, både når det gælder befolkning og areal,[128] er Jerusalem med 732 100 indbyggere på et område på 126 kvadratkilometer. Tel Aviv, Haifa, og Rishon LeZion rangeres som Israels næstmest befolkede byer, med befolkningstal på henholdsvis 384 600, 267 000 og 222 300.[129]

Besatte områder

De israelsk-besatte områder – Vestbredden, Østjerusalem og Golanhøjderne – er de områder, Israel erobrede fra Egypten, Jordan og Syrien i løbet af seksdageskrigen. Udtrykket er også brugt for at beskrive Sinai-halvøen, som blev returneret til Egypten som en del aftalen mellem Israel og Egypten i 1979. Efter Israels erobring af disse områder etableredes israelske bosættelser i dem. Israel har egne civile love for Golanhøjderne og Østjerusalem, hvilket integrerer disse i landets territorium og tilbyder indbyggerne israelsk statsborgerskab. I modsætning til dette forblev Vestbredden under militær besættelse og anses bredt – af Israel, palæstinenserne og det internationale samfund – for at skulle rumme en fremtidig palæstinensisk stat. De fleste forhandlinger relateret til områderne er sket på grundlag af resolution 242 fra FN's sikkerhedsråd, som specificerer, at Israel skal trække sig tilbage fra de besatte områder mod at opnå fred med arabiske stater.[130][131][132]

Befolkningen på Vestbredden består primært af arabiske palæstinensere, inkluderet historiske bosætninger i områderne og flygtninge fra Israels uafhængighedskrig.[133] Fra besættelsen i 1967 frem til 1993 har palæstinenserne i disse områder været under israelsk militær administration. Efter en brevudveksling mellem Israels regering og statsministeren Yitzhak Rabin og Palæstinas befrielsesfronts formand Yasser Arafat, dateret 9. september 1993, kom det meste af den palæstinensiske befolkning og de palæstinensiske byer under Det palæstinensiske selvstyreområdes embedsområde, kun med delvis israelsk militærkontrol, selv om Israel ved mange anledninger har omplaceret sine tropper og genindsat fuld militær administration i ufredstider. Som svar på stadig flere angreb som en del af anden intifada startede Israels regering konstruktionen af Israels barriere på Vestbredden,[134] som ifølge dens modstandere for det meste er bygget inden for Vestbreddens område.[135] I 2005 rømmede Israel Gazastriben og flyttede den israelske befolkning fra Gazastriben samt styrkerne der (sammen med fire bosættelser fra Vestbredden) til den nordlige del af Vestbredden.

Militær

Uddybende artikel: Israels forsvar.
Arrow-missil-testaffyring

Israels forsvar består af den israelske hær (Tzava), det israelske luftvåben og den israelske marine. Det blev grundlagt under Israels uafhængighedskrig fra paramilitære organisationer – hovedsagelig Haganah – som havde medvirket til staten Israels oprettelse.[136] Israels forsvar drager også nytte af resurser i det israelske militære efterretningsdirektorat, Aman, som samarbejder med Mossad og Shin Bet.[137] Israels militærs involvering i større krige og grænsekonflikter har gjort det til en af de mest kamptrænede væbnede styrker i verden.[138][139]

Størstedelen af israelerne bliver indkaldt til militærtjeneste i en alder af 18 år. Mænd gør tjeneste i tre år, mens kvinderne gør det i to år.[140] Efter den obligatoriske førstegangstjeneste bliver israelske mænd indrulleret i forsvarets reservestyrker og har flere ugers genindkaldelse hvert år frem til de fylder 40 år. De fleste kvinder er fritaget for genindkaldelse. Israelske arabere og de, som er optaget af religionsstudier på fuld tid, er fritaget fra militæret, selv om denne bestemmelse har været genstand for meget uenighed og debat i det israelske samfund i mange år.[141][142] Et alternativ for dem, som af forskellige grunde fritages for militærtjeneste, er Sherut Leumi, som indebærer tjeneste ved sygehuse, skoler og andre sociale velfærdsinstitutioner.[143] Som et resultat af dette værnepligtsprogram opretholder Israel omtrent 168 000 aktive tropper og yderligere 408 000 reservesoldater.[144]

Nationens militær er meget afhængig af højteknologiske våbensystemer udformet og produceret i Israel så vel som udenlandsk import. USA er en specielt betydningsfuld udenlandsk bidragsyder, der forventes at forsyne landet med militærbistand for 30 milliarder USD i perioden mellem 2008 og 2017.[145] Det israelsk-/amerikanskudviklede Arrow-missil er et af verdens eneste operative antiballistiske missil-systemer.[146] Siden Yom Kippur-krigen har Israel udviklet et netværk af spionsatellitter.[147] Ofeq-programmets succes har gjort Israel til et af de syv lande, som kan opsende satellitter.[148] Landet har udviklet sin egen kampvogn, merkavaen. Helt fra statens oprettelse har Israel måtte investere en betydelig del af sit BNP i forsvaret. I 1984 brugte landet eksempelvis 24 %[149] af sit BNP på forsvar. I dag er tallet faldet til 7,3 %.[2]

Atomvåben

Israel har ikke underskrevet Ikke-spredningsaftalen og opretholder en politik med forsætlig tvetydighed i forbindelse med landets kernevåbenskapacitet, selv om landet anses for at være i besiddelse af atomvåben.[150]Efter Golfkrigen i 1991, da Israel blev angrebet af irakiske scud-missiler, blev det ved lov krævet, at alle lejligheder og hjem i Israel skulle have en mamad, der er et forstærket sikkerhedsrum, uigennemtrængeligt for kemiske og biologiske substanser. [151] Israel har aldrig meldt åbent ud, hvor mange atomvåben de ligger inde med, men en fortalelse fra Jimmy Carter angiver at Israel har 150 atomvåben.[152]

Udenrigsrelationer

Uddybende artikel: Israels udenrigsrelationer.
Chaim Weizmann, Israels første præsident og daværende præsident for USA, Harry S. Truman, med en Torarulle i 1948

Israel har diplomatiske relationer med 161 nationer og har 94 ambassader rundt om i verden.[153] Kun tre medlemmer af Den Arabiske Liga har normale forbindelser med Israel; Egypten og Jordan skrev fredsaftaler under i henholdsvis 1979 og 1994, og Mauretanien valgte at åbne for fuldstændige diplomatiske forbindelser med Israel i 1999. To andre medlemmer af Den arabiske liga, Marokko og Tunisien, som havde nogle diplomatiske relationer med Israel, opgav disse i starten af det anden intifada i 2000.[154] Imidlertid er forbindelserne med Marokko blevet styrket siden 2003, og Israels udenrigsminister har besøgt landet.[155] Under israelsk lov er Libanon, Syrien, Saudi-Arabien, Irak og Yemen fjendtlige lande,[156] og israelske indbyggere har ikke lov til at besøge dem uden tilladelse fra Israels indenrigsministerium.[157] Israel har siden 1995 været medlem af Middelhavsdialogen, som arbejder for samarbejde mellem syv lande i Middelhavsområdet og medlemmer af NATO.[158]

USA, Tyrkiet, Tyskland, Storbritannien og Indien er blandt Israels nærmeste allierede. USA var det første land, som anerkendte staten Israel, efterfulgt af Sovjetunionen. USA kan anse Israel som dets første allierede i Mellemøsten, baseret på fælles politiske og religiøse værdier.[159] Til trods for, at Tyrkiet og Israel ikke oprettede fulde diplomatiske forbindelser før i 1991,[160] har Tyrkiet samarbejdet med staten siden anerkendelsen af landet i 1949. Tyrkiets forbindelser med andre arabiske stater har også modificeret landets forbindelser med Israel.[161] Tysklands stærke bånd til Israel kan stamme fra en beslutning om at rette op efter Holocaust. De to lande har samarbejdet om naturvidenskabelige og uddannelsesrelaterede bestræbelser og er forblevet stærke økonomiske partnere.[162] Indien oprettede fulde diplomatiske bånd med Israel i 1992 og har bygget et strengt militært og kulturelt partnerskab op med landet siden da.[163] Storbritannien har opretholdt fulde diplomatiske forbindelser med Israel siden landets oprettelse og havde to statsbesøg i 2007. Det har også en stærk handelsforbindelse, hvor Israel er det 23. største på markedet. Forbindelser mellem de to lande blev også stærkere efter at den tidligere statsminister Tony Blair arbejdede for at dele staten i to. Storbritannien bliver set på som indehaver af et "naturligt" forhold til Israel på grund af Palæstinamandatet. [164] Iran havde diplomatiske forbindelser med Israel under Pahlavi-dynastiet,[165] men inddrog anerkendelsen af Israel under Den iranske revolution.[166]

Økonomi

Uddybende artikel: Israels økonomi.
Et stort forretningsdistrikt i Ramat Gan uden for Tel Aviv, hvor diamantmarkedet er.

Israel er anset som et af de mest avancerede lande i Mellemøsten, når det gælder økonomisk og industriel udvikling. Landet har rangeret på toppen i regionen på verdensbankens Ease of Doing Business-indeks[167] så vel som i World Economic Forum's globale konkurrencedygtighetsrapport.[20] Landet har det næststørste antal opstartsfirmaer i verden (efter USA) og det højeste antal NASDAQ-listede firmaer uden for Nordamerika.[168] I 2007 havde Israel det 44. højeste bruttonationalprodukt og 22. højeste bruttonationalprodukt pr. indbygger (ved købekraftsparitet) med henholdsvis 232,7 milliarder USD og 33,299 USD.[169] I 2007 blev Israel inviteret til at deltage i Organisation for Economic Co-operation and Development,[170] som fremmer samarbejde mellem lande, der holder fast ved demokratiske principper, og som opererer fri markedsøkonomi.[171]

Til trods for begrænsede naturlige ressourcer har intensiv udvikling og landbrugs- og industrisektoren det sidste årti gjort Israel til stort set selvforsynet inden for madproduktion, bortset fra korn og oksekød. Andre større importvarer til Israel – som udgør 47,8 milliarder USD i 2006 – består af fossilt brændsel, råmaterialer og militært udstyr.[2] Ledende eksportvarer er frugt, grøntsager, medicinske preparater, programvarer, kemikalier, militær teknologi og diamanter; i 2006 nåede israelsk eksport 42,86 milliarder USD.[2] Israel er en global leder inden for vandværn og geotermisk energi.[172] Udvikling af ny teknologi inden for edb-programmer, kommunikation og biovidenskab har udløst sammenligninger med Silicon Valley.[173][174] Intel[175] og Microsoft[176] byggede deres første oversøiske forsknings- og udviklingscenter i Israel, og andre højteknologiske, multinationale koncerner, som IBM, Cisco Systems og Motorola, har åbnet faciliteter i landet. I juli 2007 købte den amerikanske milliardær Warren Buffetts Berkshire Hathaway det israelske selskab Iscar, deres første ikke-amerikanske erhvervelse, for fire milliarder USD.[177] Siden 1970'erne har Israel modtaget økonomisk støtte fra USA, som også låner Israel penge for at betale udenlandsgæld,[2] selvom den støtte er forventet at afslutte i 2008.[145]

Turisme, specielt religiøs turisme, er en anden vigtig industri i Israel, med landets tempererede klima, strande, arkæologiske og historiske åsteder, og unikke geografi, som også tiltrækker turister. Israels sikkerhedsproblemer har øget afgifterne inden for industrien, men antallet af turister er på vej op igen.[178]

Bankvæsen

Uddybende artikel: Israels bankvæsen.

Israels bankvæsen har sine rødder i zionistbevægelsen i begyndelsen af det 20. århundrede, før etableringen af staten Israel.[179] World Zionist Organization grundlagde i 1902 Den anglopalæstinensiske bank (som senere blev omdøbt til Bank Leumi).[180] De to største banker, Bank Hapoalim og Bank Leumi, kontrollerer over 60 % af markedet, og de fem største over 90 % af bankaktiviteten.[179] Bank of Israel fører tilsyn med al bankaktivitet.[181]

Samfund

Demografi

Uddybende artikel: Israels demografi.
Se også: Israels distrikter.
Befolkningsudvikling 1949-2008 (x1000)

I 2007 var Israels befolkning på 7,22 millioner.[8] Af disse har 75,79 %, altså cirka 5,4 millioner, jødisk ophav, 19,86 % er israelske arabere og 4,35 % utilsluttet, hvoraf de fleste kommer fra tidligere Sovjet, men også fra Libanon (2 500) og kristne fra Rumænien, Bulgarien og Etiopien. Omtrent 68 % af de etniske jøder er født i Israel, 22 % er immigranter fra Europa og Amerika og ti procent er immigranter fra Asien og Afrika (inkluderet Den arabiske verden).[182]

Indbyggertallet på 7,22 millioner inkluderer de over 260 000 israelske statsborgere på Vestbredden,[183][184][185] i israelske byer som Ma'ale Adumim og Ariel, og i samfund som eksisterede før grundlæggelsen af staten, men blev genopført efter seksdageskrigen, så som Hebron og Gush Etzion. I tillæg bor der 18.000 etniske jøder på Golanhøjderne[186] og 250.000 i Østjerusalem (2006).[187] Det totale antal jødiske bosættere er over 500.000 (6,5 % af den israelske befolkning). Omtrent 7.800 levede i bosætninger på Gazastriben, indtil de blev evakueret af staten som en del af befrielsesplanen.[188]

Sprog

Israels to officielle sprog er hebraisk og arabisk.[2] Hebraisk er hovedsagelig statens sprog og bliver talt af flertallet af befolkningen. Arabisk tales af den arabiske minoritet og jøder, som immigrerede til Israel fra arabiske lande. De fleste israelere kan kommunikere godt nok på engelsk, siden mange tv-programmer er på engelsk, og engelskundervisningen starter tidligt på mange skoler. Eftersom det er et land fuldt af indvandrere, kan dusinvis af sprog høres på gaderne i Israel. En stor tilstrømning af mennesker fra tidligere Sovjetunionen og Etiopien har gjort det normalt at høre russisk og amharisk i Israel. Mellem 1990 og 1994 øgede Israels befolkning med tolv procent på grund af immigration fra det tidligere Sovjet.[189]

Uddannelse og forskning

Uddybende artikel: Uddannelse i Israel.
Partikelacceleratoren ved Weizmann-instituttet for videnskab, Rehovot

Israel har den højeste forventende uddannelsestid i Den Arabiske Verden og Sydvestasien, og står lige med Japan på pladsen for næsthøjeste forventet udddannelsestid på det asiatiske kontinent (efter Sydkorea).[190] Israel har på lignende måde den højeste læsefærdighed i Mellemøsten, ifølge FN.[191] The State Education Law, som kom i 1953, etablerede fem typer skole: statelig sekulær, statelig religiøs, ultraortodoks, kommunale bosætningsskoler og arabiske skoler. De offentlige sekulære er den største skolegruppe, og majoriteten af jødiske og ikke-arabiske elever i Israel går her. De fleste arabere sender deres børn til skoler, hvor undervisningssproget er arabisk.[192]

I Israel er uddannelse påkrævet for børn mellem tre og atten år.[193][194] Oplæring er delt ind i tre puljer – forberedende skole (1–6 klasse), mellemskole (7–9 klasse) og videregående skole (10–12 klasse) – som topper sig med Bagrut-optagelseseksamener. Dygtighed i kernefag som matematik, Bibelen, hebraisk, hebraisk og generel litteratur, engelsk, historie og høflighed er nødvendig for at opnå Bagrut-certifikatet.[195] I arabiske, kristne og drusiske skoler er eksamen for bibelske studier erstattet med en eksamen i islam, kristendom og drusisk arv.[196] I 2003 havde over halvdelen af alle israelske tolvteklasseelever fået afgangseksamenen.[197]

Israels otte offentlige universiteter er subsidieret af staten.[195][198] Det hebraiske universitet i Jerusalem, Israels ældste universitet, huser det jødiske nationale universitetsbibliotek, verdens største med bøger om jødiske emner.[199] I 2006 så var det hebraiske universitet rangeret som det 60.[200] og 119.[201] i to undersøgelser over verdens bedste universiteter. Andre store universiteter i landet er Technion – Israels institut for teknologi, Weizmann-instituttet for videnskab, Universitetet i Tel Aviv, Bar-Ilan-universitetet, Universitetet i Haifa og Ben-Gurion-universitetet. Israel rangeres som nummer tre i verden når det kommer til antal indbyggere med universitetsgrad (20 % af befolkningen).[202][203] I 1990'erne gav en tilstrømning på en million immigranter fra det tidligere Sovjet (40 % havde universitetsgrader) en stigning i Israels højteknologisektor.[202]Fire videnskabsmænd, som har vundet Nobelprisen, kommer fra Israel[204], og landet udgiver blandt de mest videnskabelige papirer pr. indbygger end noget land i verden.[205][206] Ilan Ramon blev i 2003 Israels første astronaut, da han var nyttelastspecialist af STS-107 i den fatale mission med rumfærgen Columbia.

Religion

Uddybende artikel: Religion i Israel.

Israel blev etableret som hjemland for det jødiske folk og kaldes ofte den jødiske stat. Landets lovgivning giver alle af jødisk slægt ret til israelsk statsborgerskab.[207]

Lidt over 76 % af befolkningen er jøder med forskellige tidligere nationale tilhørsforhold. Omtrent 68 % af disse er født i Israel, 22 % er immigranter fra Europa og Amerika, og ti procent er immigranter fra Asien og Afrika (inkluderet den arabiske verden).[182] Den religiøse tilknytning for de israelske jøder varierer: Otte procent betegner sig som "harediske jøder" og 20 % som "sekulære jøder". En majoritet på 55 % siger, at de er "traditionelle", mens 17 procent definerer sig selv som ortodokse jøder.[208]

Bahá'ís verdenscenter i Haifa

Muslimer udgør 16,2 % af befolkningen og er dermed Israels største religiøse minoritet. Israelske arabere, som udgør 19,8 % af befolkningen, bidrager betydelig til dette tal, da over 82 % af dem er muslimer. Af de resterende er 8,8 % kristne og 8,4 % drusere.[209] Medlemmer af andre religiøse grupper, som buddhister og hinduister, er fortsat repræsenteret i Israel, dog i små grupper.[210]

Byen Jerusalem indtager en speciel plads blandt både jøder, muslimer og kristne, bl.a. som hjemsted for mange steder af religiøs karakter, så som Grædemuren, Tempelbjerget, Al-Aqsa-moskéen og Den hellige gravs kirke. Andre steder af religiøs betydning findes på Vestbredden, heriblandt Jesu fødested og Rakels hvilested i Betlehem samt patriarkernes hule i Hebron. Det administrative centrum for Bahai og Bábs gravmæle ligger i Bahá'ís verdenscenter i Haifa, og troslederen er begravet i Akko. Bortset fra vedligeholdspersonel er der dog ikke noget Bahai-samfund i Israel, selv om landet er en destination for Bahai-pilgrimme.[211][212]

Massemedier

Uddybende artikel: Massemedier i Israel.
Se også: Israelske medier.

Massemedier i Israel har eksisteret siden 1863, da aviserne Halevanon og Havatselet blev etableret i Jerusalem, som var de første aviser på moderne hebraisk i Israel.[213] Efter kun et år blev disse aviser nedlagt af de osmanniske myndigheder, men allerede seks år efter, i 1869, begyndte aviser at være regelmæssige i Jerusalem til trods for den strenge censur og de små oplag.[213]

Som i Europa udgives aviser af politiske partier, der er på vej ud i Israel. I dag er det kun tre aviser, som udgives: Hatsofeh, Hamodia og Yated Ne'eman. De tre store, hebraiske aviser er nu ejet af private konglomerater med tilhold i Tel Aviv, som dominerer det israelske mediebillede.[214] Israel røg også ned fra 37. til 67. plads på Journalister uden Grænsers pressefrihedsrangering i 2005. Sammen med International Press Institute fordømte de tilfælde af chikanering af journalister, begået af den israelske hær, specielt i palæstinensiske territorier. Samtidig beskriver Journalister uden Grænser de israelske massemedier som "traditionelt robuste og uafhængige"[215], og pressen er anerkendt for at gengive et bredt spekter af meninger og partier.[214]

Israel har også en række aviser og tidsskrifter, som udgives på andre sprog som følge af landets mange minoriteter. Disse har udgivelser på arabisk, jiddisch, russisk, tysk, ungarsk, polsk og rumænsk.[213] I tillæg udgives den engelsksprogede The Jerusalem Post, der blev grundlagt i 1932,[216] og som også udgives dagligt i Nordamerika og ufremmed på fransk i Vesteuropa.[217]

Kriminalitet

Kriminalitet som følge af kokain- og heroinmisbrug er stadigt voksende i Israel.[218] Narkotika smugles ind i landet fra Libanon og Jordan.[218]

Kriminalitetsstatistikken for 2003 viste, at der var 484.688 kriminalsager og sager, hvor der ikke blev rejst tiltale. Dette var en stigning på 4,5 % i forhold til året før.[219] På grund af stort fokus på bekæmpelse af palæstinensiske selvmordsbombere har det israelske politi til tider mistet kontrollen med den organiserede kriminalitet i Israel, og flere større, organiserede miljøer tjener stort på hasardspil, prostitution og narkotika.[220] Den tidligere israelske politichef, Asaf Heretz, udtalte i 2004, at 2,5 milliarder USD med "beskidte penge" var blevet investeret i Israel de senere år.[220]

Den israelske mafia har været involveret i en række sager, blandt andet mordet på narkotikasmugleren Simon Turkov, som blev dræbt i London i marts 2004, og Hazel Crane, som blev skudt og dræbt i Sydafrika i november 2003, mens han arbejdede på beviser mod mafiachefen Lior Saat.[220] Talsmand for det israelske politi, Gil Kleiman, sagde samme år: "Vi har ikke organiseret kriminalitet i Israel. Vi har kriminelle, som er organiserede".[221] Han mente at organiseret kriminalitet i Israel i særlig grad bruger infiltration og at der var blevet gjort forsøg på at få kontrol over politikere i Israel, men det er ikke lykkedes for dem indtil videre.[220] Der er i den senere tid blevet sat større ressourcer af til bekæmpelse af kriminalitet end tidligere.

Mange af de kriminelle i Israel har gjort tjeneste i den israelske hær, og de bruger deres færdigheder til at lave kriminalitet. Mafiachefer bruger ofte militære midler som magt- og afpresning og er næsten altid pensionerede officerer.[222] Mange af våbnene stammer også fra Israels forsvar, stjålet af soldater, som har gjort tjeneste. Disse våben er også bredt tilgængelige på det sorte marked.[222]

Kultur

Uddybende artikel: Israels kultur.

Israels varierede kultur kommer af variationen i befolkningen. Jøder fra hele verden har taget sine kulturelle og religiøse traditioner med sig og dermed lagt en smeltedigel af jødiske vaner og trosretninger.[223] Israel er det eneste land i verden hvor den hebraiske kalender benyttes. Skole- og arbejdsferier reguleres efter de jødiske helligdage, og den officielle hviledag er lørdag, den jødiske sabbat.[224] Israels store arabiske minoritet har efterlagt sig sine spor i den israelske kultur inden for sfærer som arkitektur,[225] musik,[226] og kogekunst.[227]

Litteratur

Uddybende artikel: Israelsk litteratur.
Hebraisk boguge 2005 i Jerusalem

Israelsk litteratur, der er del af den hebraiske renæssance som et talt sprog siden midten af det 19. århundrede, er hovedsagelig poesi og prosa skrevet på hebraisk men en lille del af litteraturen udgives på andre sprog, så som arabisk og engelsk. Ifølge israelsk lov skal to kopier af alt materiale udgivet på tryk i Israel opbevares i det jødiske nationale universitetsbiblioteket ved Det hebraiske universitet i Jerusalem. I 2001 blev loven revideret til også at indbefatte audio- og videooptagelser, samt andre elektronisk publiserede medier.[228] I 2006 var 85 % af de 8 000 bøger leveret til biblioteket på hebraisk.[229] Den hebraiske boguge afholdes i juni hvert år og indeholder bogbasarer, offentlig højtlæsning og besøg af en række israelske forfattere fra rundt om i landet. I løbet af ugen bliver Israles øverste litteraturpris, Sapir-prisen, præsenteret. I 1966 delte Samuel Josef Agnon Nobelprisen i litteratur med den tysk-jødiske forfatter Nelly Sachs.[230]

Musik

Det internationale anerkendte Batsheva Dance Company i Tel Aviv

Israelsk musik er påvirket af musik fra hele verden; jemenittisk musik, chasidiske melodier, arabisk musik, græsk musik, jazz og pop-rock er alle en del af musikbilledet.[231][232] Nationens kirkelige folkemusik, kendt som "Israels lands sange", handler om pionerenes oplevelser ved at bygge det jødiske hjemland.[233] Blandt Israels verdenskendte[234] orkestre er Israel Philharmonic Orchestra, som har holdt i over 70 år og som i dag holder over 200 koncerter årligt.[235] Der kommer også en række notable musikere fra Israel, hvoraf nogle har opnået international stjernestatus. Itzhak Perlman og Pinchas Zukerman er blandt de internationalt anerkendte musikere, som er født i Israel. Israel har deltaget i Eurovision Song Contest nærmest hvert år siden 1973, vundet konkurrencen tre gange og været værtsland to gange.[236] Eilat har været værtskab for sin egen internationale musikfestival, Red Sea Jazz Festival (Rødehavsjazz-festivalen), hver sommer siden 1987.[237] Som en fortsættelse på de stærke teatralske traditioner fra det jiddiske teater i Østeuropa, bevarer Israel den dynamiske teaterscene. Israels ældste teaterfirma og nationale teater er Habima-teateret i Tel Aviv som blev grundlagt i 1918.[238]

Kunst og museer

Det israelske museum i Jerusalem er en af Israels vigtigste kulturelle institutioner[239] og huser Dødehavsrullerne,[240] sammen med en stor samling af jødisk og europæisk kunst.[239] Israels nationale holocaustmuseum, Yad Vashem, huser verdens største arkiv af holocaustrelateret information.[241]universitetet i Tel Avivs højskoleområde er Beth Hatefutsoth (Diaspora-museet) et interaktivt museum, der har viet verdens jødiske samfunds historie.[242] Bortset fra de store museer i de større byer er der også små kunststeder af høj kvalitet i mange landsbyer og "kibbutzer".

Sport

Uddybende artikel: Sport i Israel.
Tilhængere af Maccabi Tel Aviv F.C. før en kamp

Sport og fysisk træning har ikke altid været af største vigtighed i jødisk kultur. Atletisk dygtighed, som Oldtidens Grækenland priste, blev anset som en uvelkommen forstyrrelse fra hellenismen. Maimonides, som både var rabbiner og læge, understregede derimod vigtigheden af fysisk aktivitet og af at holde kroppen i form. Denne holdning bredte sig i det 19. århundrede under Max Nordaus kampagne for fysisk kultur, og i det 20. århundrede, da Palæstinas chefrabbiner, Abraham Isaac Kook, erklærede, at "kroppen tjener sjælen, og kun en frisk krop kan sikre en frisk sjæl".[243]

Maccabiah Games, en olympisk-lignende begivenhed for jødiske atleter, blev startet i 1930'erne, og er blevet afholdt hvert fjerde år siden. De mest populære tilskuersportsgrene i Israel i dag er fodbold og basketball.[244] Ligat ha'Al er landets øverste fodbolddivision, og Ligat Winner er den største basketballiga.[245] Maccabi Tel Aviv B.C. har vundet europamesterskabet i basketball fem gange.[246] Beersheba er blevet et nationalt skakcenter og hjemby for mange skakmestre fra tidligere Sovjetunionen. Byen var vært for World Team Chess Championship i 2005, og der undervises i skak i byens børnehaver.[247] To år senere nåede israeleren Boris Gelfand en delt andenplads ved turneringen om skakverdensmesterskabet 2007.[248]Indtil nu har Israel vundet seks olympiske medaljer, inkluderet guldmedalje i windsurfing under Sommer-OL i 2004.[249]

Fodnoter

  1. 1,0 1,1 Jerusalems lov slår fast at "Jerusalem, complete and united, is the capital of Israel" (Jerusalem, komplet og forenet, er hovedstaden i Israel) og byen huser regering, præsidentens opholdssted, statens kontorer, højesteret og parlamentet. USA og de fleste andre lande accepterer ikke Jerusalems love (se Kellerman 1993 s. 140) og beholder deres ambassader i andre byer som Tel Aviv, Ramat Gan og Herzliya (se CIA the factbook og kort over Israel) Det palæstinske selvstyreområde ser på Østjerusalem som hovedstad i en kommende palæstinensisk stat, og byens endelige status afventer videre forhandlinger mellem Israel og det palæstinensiske selvstyreområde (se "Negotiating Jerusalem", University of Maryland).
  2. 2,00 2,01 2,02 2,03 2,04 2,05 2,06 2,07 2,08 2,09 2,10 2,11 The World Factbook. Israel. Central Intelligence Agency. Besøgt 20. juli 2007.
  3. http://www.haaretz.com/hasen/spages/1115060.html
  4. Selected Data from the New Israel Statistical Abstract No. 60 - 2009. Israels statistiske centralbureau. Besøgt 26. oktober 2009.
  5. 5,0 5,1 5,2 5,3 Israel. International Monetary Fund. Besøgt 1. oktober 2009.
  6. Human Development Report 2009. Human development index trends: Table G. FN. Besøgt 10. oktober 2009.
  7. Skolnik, Fred (2007), Encyclopedia Judaica, vol. 9 (2. udgave), Macmillian, ISBN 0-02-865928-7
  8. 8,0 8,1 Main Indicators. Israels statistiske centralbureau. Besøgt 26. april 2007.
  9. Israel. Freedom House. Besøgt 15. juli 2007.
  10. Jerusalem Diary: Monday 18 February by Tim Franks, BBC middle east correspondent - BBC NEWS , 18. februar 2008
  11. McCain calls for Jerusalem as Israel's capital - FOREIGN POLICY, PASSPORT - Blake Hounshell's blog, 19. marts 2008
  12. Moses (engelsk). Encyclopædia Britannica. Besøgt 17. april 2009.
  13. Palæstinamandatet (engelsk). Yale University. Besøgt 17. april 2009.
  14. United Nations General Assembly Resolution 181 (engelsk). Yale University. Besøgt 21. august 2007.
  15. Rummel 1997 s. 257. "A current list of liberal democracies includes: Andorra, Argentina, … , Cyprus, … Israel, …"
  16. Global undersøgelse 2006: Middle East Progress Amid Global Gains in Freedom (engelsk). Freedom House. Besøgt 1. juli 2007.
  17. Total GDP 2006 (engelsk) (pdf). The World Bank. Besøgt 2. marts 2007.
  18. Menneskelig udviklingsrapport 2008 (engelsk). Forenede Nationers udviklingsprogram. Besøgt 17. april 2009.
  19. Worldwide Press Freedom Index 2007. Reporters Without Borders. Besøgt 29. februar 2007.
  20. 20,0 20,1 Global Competitiveness Report 2006-2007. World Economic Forum. Besøgt 15. juli 2007.
  21. Første Mosebog 32,28: Da sagde manden: "Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel skal være dit navn. For du har kæmpet med Gud og mennesker og vundet."
  22. Hamilton 1995 s. 334
  23. Wenham 1994 s. 296–97
  24. Barton Bowden 2004 s. 126. "The Merneptah Stele … is arguably the oldest evidence outside the Bible for the existence of Israel as early as the 13th century BCE."
  25. The Palestine Post (7. december 1947) "Popular Opinion" – The Palestine Post.
  26. On the Move. Time Magazine. Besøgt 6. august 2007.
  27. Walking the Bible Timeline. Public Broadcast Television. Besøgt 29. september 2007.
  28. Femte Mosebog 30, 5: Herren din Gud vil føre dig ind i det land, som dine fædre fik i eje, og det skal du tage i besiddelse; han vil gøre dig lykkeligere og talrigere end dine fædre.
  29. Nehemias 1, 9: men vender I om til mig og følger mine befalinger omhyggeligt, vil jeg samle jeres fordrevne, om så de befinder sig ved verdens ende. Jeg vil bringe dem til det sted, jeg har udvalgt til bolig for mit navn.
  30. Friedland Hecht 2000 s. 8. "For a thousand years Jerusalem was the seat of Jewish sovereignty, the household site of kings, the location of its legislative councils and courts."
  31. [1] Microsoft Encarta 2007 Ancient Palestine
  32. Palestina: Historie. The University of South Dakota. Besøgt 17. april 2009.
  33. Morçöl 2006 s. 304
  34. [2] Encyclopedia Britannica Palestine: The Rise of Islam
  35. [3] Encyclopedia Britannica Palestine: 'Abbasid rule
  36. Encyclopedia Britannica Palestine: The Crusades
  37. Rosenzweig s.1. "Zionism, the urge of the Jewish people to return to Palestine, is almost as ancient as the Jewish diaspora itself. Some Talmudic statements … Almost a millennium later, the poet and philosopher Yehuda Halevi … In the 19th century …"
  38. "… For belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem." Esajas 2,3
  39. Gilbert 2005 s. 2. "Jews sought a new homeland here after their expulsions from Spain (1492) …"
  40. Ausubel 1964 s. 142–4
  41. 41,0 41,1 41,2 41,3 Immigration. The American-Israeli Cooperative Enterprise. Besøgt 12. juli 2007. Kilden giver information om første, anden, tredje, fjerde og femte aliyah i deres respektive artikler. Hvidbogen, der leder til Aliyah Bet, er diskuteret her.
  42. Kornberg 1993 "How did Theodor Herzl, an assimilated German nationalist in the 1880s, suddenly in the 1890s become the founder of Zionism?"
  43. Herzl 1946 s. 11
  44. Chapter One: The Heralders of Zionism. Jewish Agency for Israel. Besøgt 12. juli 2007.
  45. Stein 2003 s. 88. "As with the First Aliyah, most Second Aliyah migrants were non-Zionist orthodox Jews …"
  46. Romano 2003 s. 30
  47. Balfour Declaration 1917. Besøgt 17. april 2009.
  48. Scharfstein 1996 s. 269. "During the First and Second Aliyot, there were many Arab attacks against Jewish settlements … In 1920, Hashomer was disbanded and Haganah ("The Defense") was established."
  49. League of Nations: The Mandate for Palestine, July 24, 1922. Fordham University. Besøgt 27. august 2007.
  50. Liebreich 2005 s. 34
  51. Befolkningen i Palæstina til 1948. MidEastWeb. Besøgt 12. juli 2007.
  52. Befolkningsstatistik. Israeli - Palestinian ProCon.org. Besøgt 12. juli 2007.
  53. Background Paper No. 47 (ST/DPI/SER.A/47) USA, 20. april 1949. Besøgt 31. juli 2007
  54. Best 2003 s. 118–9
  55. History: Foreign Domination. Israels udenrigsministerium. Besøgt 6. juli 2007.
  56. Bregman 2002 s. 40–1
  57. 57,0 57,1 Del 3: Deling, krig og uafhængighed. National Public Radio. Besøgt 13. juli 2007.
  58. Tohundreogsyvende fulde møde. Forenede Nationer. Besøgt 13. juli 2007.
  59. Generel fremgangsrapport og suppleringsrapport fra FN's mæglingskommission for Palæstina; Dækker perioden fra 11. december 1949 til 23. oktober 1950. Forenede Nationers mæglingskommission. Besøgt 13. juli 2007. (U.N. General Assembly Official Records, Fifth Session, Supplement No. 18, Document A/1367/Rev. 1)
  60. Van Evera, Stephen. Nature of the Flashpoint (pdf). Massachusetts Institute of Technology. Besøgt 11. september 2007.
  61. Reveron Murer 2006
  62. Lustick 1988 s. 37–9
  63. Israel (Labor Zionism). Library of Congress.
  64. Alt jeg ønskede var retfærdighed http://www.haaretz.com/hasen/spages/941518.html
  65. Befolkning, efter religion og befolkningsgruppe. Israels statistiske centralbureau. Besøgt 7. august 2007.
  66. Shindler 2002 s. 49–50
  67. Gilbert 2005 s. 58
  68. Suez-krisen. University of San Diego. Besøgt 15. juli 2007.
  69. Adolf Eichmann. Jewish Virtual Library. Besøgt 18. september 2007.
  70. Cole 2003 s. 27. " … the Eichmann trial, which did so much to raise public awareness of the Holocaust … "
  71. Justitsministeret svarer Amnesty International-rapport. Israels udenrigsministerium. Besøgt 10. august 2007.
  72. Smith 2006 s. 126. "Nasser, the Egyptian president, decided to mass troops in the Sinai … casus belli by Israel."
  73. Crowdy 2006 s. 333
  74. Norway solves riddle of Mossad killing | World news | The Guardian
  75. 1973: Arabiske stater angriber israelske styrker (engelsk). The BBC. Besøgt 15. juli 2007.
  76. Bregman 2002 s. 169–70 "In hindsight we can say that 1977 was a turning point …"
  77. Bregman 2002 s. 171–4
  78. Bregman 2002 s. 186–7
  79. Bregman 2002 s. 199
  80. Twentieth Century Atlas - Death Tolls and Casualty Statistics for Wars, Dictatorships and Genocides
  81. Encarta Microsoft http://encarta.msn.com/encyclopedia_761579974/Intifada.html Intifada 2007-09-16
  82. Stone & Zenner 1994 s. 246. "Toward the end of 1991, … were the result of internal Palestinian terror."
  83. Haberman, Clyde. Efter fire år så ulmer intifadaen fortsat. The New York Times. Besøgt 17. april 2009.
  84. Mowlana Gerbner Schiller 1992 s. 111
  85. Bregman 2002 s. 236
  86. Fra slutningen af den kolde krig til 2001 (engelsk). Boston College. Besøgt 16. juli 2007.
  87. Declaration of Principles on Interim Self-Government Arrangements (engelsk). Det amerikanske udenrigsministerium. Besøgt 16. juli 2007.
  88. Harkavy Neuman 2001 s. 270. "Even though Jordan in 1994 became the second country, after Egypt to sign a peace treaty with Israel …"
  89. Bregman 2002 s. 257
  90. The Wye River Memorandum (engelsk). U.S. Department of State. Besøgt 16. juli 2007.
  91. Gelvin 2005 s. 240
  92. West Bank barrier route disputed, Israeli missile kills 2 (engelsk). The Associated Press (via USA Today). Besøgt 16. juli 2007.
  93. Halutz' fratrædelse fremskynder opfordring til Olmert, Peretz om at de skal gå af óg (engelsk). Haaretz. Besøgt 21. august 2007.
  94. Q&A: Gaza conflict. BBC. Hentet 13. marts 2009.
  95. Associated Free Press. "Israeli jets pound Hamas", The Sydney Morning Herald, 29. december 2008. Besøgt 29. december 2008. På engelsk
  96. Koutsoukis, Jason, "Battleground Gaza: Israeli ground forces invade the strip", smh.com.au, 5/1/9. Besøgt 5/1/9. På engelsk
  97. Ravid, Barak, "IDF begins Gaza troop withdrawal, hours after ending 3-week offensive", Haaretz, 19. januar 2009. Besøgt 29. januar 2009.
  98. Ellegaard, Lasse, "1.300 døde - til hvilken nytte?", Information, 19. januar 2009. Besøgt 12. april 2009.
  99. Azoulay, Yuval, "Two IDF soldiers, civilian lightly hurt as Gaza mortars hit Negev", Haaretz, 1. februar 2009. Besøgt 12. april 2009.
  100. Nissen, Louise Stigsgaard, "Utilfredshed med Israels mega-regering", Berlingske Tidende, 2009-04-01. Besøgt 2009-04-12.
  101. Area of Districts, Sub-Districts, Natural Regions and Lakes (engelsk). Israels statistiske centralbureau. Besøgt 20. juli 2007.
  102. Israel (Geography) (engelsk). The Library of Congress. Besøgt 20. juli 2007.
  103. The Living Dead Sea (engelsk). Israels udenrigsministerium. Besøgt 20. juli 2007.
  104. Makhteshim Country (engelsk). UNESCO. Besøgt 19. september 2007.
  105. Jacobs 1998 s. 284. "The extraordinary Makhtesh Ramon – the largest natural crater in the world …"
  106. Ramon R&D Center (engelsk). Ben-Gurion University of the Negev. Besøgt 19. september 2007.
  107. Goldreich, Yair (2003), The Climate of Israel: Observation, Research and Application
  108. Average Weather for Tel Aviv-Yafo (engelsk). The Weather Channel. Besøgt 7. november 2007.
  109. Average Weather for Jerusalem (engelsk). The Weather Channel. Besøgt 7. november 2007.
  110. Grossman, Gershon. Solar energy for the production of heat (engelsk). Samuel Neaman Institute. Besøgt 7. november 2007.
  111. Kinneret Level: Lowest Since 1962 and Dropping - Inside Israel - Israel News - Israel National News
  112. Development of Limited Water Resources- Historical and Technological Aspects (engelsk). Israels udenrigsministerium. Besøgt 7. november 2007.
  113. 113,0 113,1 Field Listing - Executive Branch. Central Intelligence Agency. Besøgt 20. juli 2007.
  114. Valgsystemet i Israel. Knesset. Besøgt 8. august 2007.
  115. Mazie 2006 s. 34
  116. 116,0 116,1 Juridiske: Retssystemet. Israels udenrigsdepartement. Besøgt 5. august 2007.
  117. Israels højesteret unik i region. The Boston Herald. Besøgt 15. september 2007.
  118. Israel og Den internationale straffedomstol. Udenrigsministerens rådgivers kontor. Besøgt 20. juli 2007.
  119. Regeringen – domstolene – retssystemet. Israels udenrigsministerium. Besøgt 9. august 2007.
  120. Press Freedom Rankings by Region 2007. Freedom House. Besøgt 12. juni 2007.
  121. Worldwide Press Freedom Index 2006. Pressefrihedsindex. Hentet 19. juli 2007.
  122. Israel og de besatte områder. Amnesty International-rapport 2008. Amnesty International (2006). Hentet 17. april 2009.
  123. Israelsk/palæstinensisk autoritet. Human Rights Watch. Hentet 20. juli 2007.
  124. Land Grab: Israel's Settlement Policy in the West Bank. B'Tselem (Maj 2002). Hentet 9. august 2007.
  125. Jødisk virtuelt bibliotek
  126. Introduktion til tabellerne: Geofysiske karakteristikker (doc). Israels statistiske centralbureau. Besøgt 4. september 2007.
  127. Lokaliteter, befolkning og tæthed. Besøgt 2. juli 2007.
  128. Pressemelding: Jerusalem Day (pdf). Israels statistiske centralbureau. Besøgt 10. marts 2007.
  129. Population of Localities numbering above 1,000 residents and other rural population on 31/12/2006 (pdf). Israels statistiske centralbureau. Besøgt 29. april 2007.
  130. Olmert: Villig til at bytte land mod fred. Ynetnews (16. december 2006). Hentet 26. september 2007.
  131. Syrien klar til at diskutere land mod fred. The Jerusalem Post (12. juni 2007). Hentet 26. september 2007.
  132. Egypten: Israel må acceptere land-for-fred-formelen. The Jerusalem Post (15. maj 2007). Hentet 26. september 2007.
  133. UNRWA in Figures: Figures as of 31 December 2004 (PDF). United Nations. Besøgt 27. september 2007.
  134. Questions and Answers. Staten Israel. Besøgt 17. april 2007.
  135. Under the Guise of Security: Routing the Separation Barrier to Enable Israeli Settlement Expansion in the West Bank. B'Tselem. Besøgt 16. april 2007.
  136. Historie: 1948. Israels forsvar. Besøgt 31. juli 2007.
  137. Henderson 2003 s. 97
  138. Staten: Israels forsvar (IDF). Israels udenrigsministerium. Besøgt 9. august 2007.
  139. Israels forsvar. GlobalSecurity.org. Besøgt 16. september 2007.
  140. Israels forsvar. Israels udenrigsministerium. Besøgt 21. oktober 2007.
  141. Stendel 1997 s. 191–2
  142. Shtrasler, Nehemia. God lov, for befolkning fejl. Haaretz. Besøgt 21. juli 2007.
  143. Sherut Leumi (National Service). Nefesh B'Nefesh. Besøgt 31. juli 2007.
  144. Wheeler, Carolynne. Stars take the shine off military service. The Globe and Mail. Besøgt 16. september 2007.
  145. 145,0 145,1 Erlanger, Steven. Israel får 30 milliarder USD i militærbistand fra USA. The New York Times. Besøgt 23. september 2007.
  146. Katz, Yaakov. 'Arrow can fully protect against Iran'. The Jerusalem Post. Besøgt 16. september 2007.
  147. Zorn, E. L.. Israel's Quest for Satellite Intelligence. Central Intelligence Agency. Besøgt 16. september 2007.
  148. Katz, Yaakov. Analysis: Eyes in the sky. The Jerusalem Post. Besøgt 16. september 2007.
  149. Seitz, Charmaine. Israels forsvarsbudget: Forretningssiden af krigen. The Jerusalem Fund. Besøgt 16. september 2007. (dukkede for første gang op i informationsresume no. 64)
  150. Mohamed ElBaradei. Transcript of the Director General's Interview with Al-Ahram News. International Atomic Energy Agency. Besøgt 19. juli 2007.
  151. Israelhomeowner.com
  152. Carter: Israel har 150 atomvåben
  153. Israel's Diplomatic Missions Abroad: Status of Relations. Israels udenrigsministerium (12. juli 2006). Hentet 21. juli 2007.
  154. Israel Among the Nations: Middle East - North Africa. Israels udenrigsministerium (1. oktober 2006). Hentet 9. august.
  155. "Israel sees Morocco as mediator", BBC News, 2. september 2003. Besøgt 28. september 2007.
  156. Initial Periodic Report of the State of Israel Concerning the Implementation of the Convention of the Rights of the Child (CRC) (pdf) 147 (173 med pdf-nummerering). Israels justitsministerium (Februar 2001). Hentet 9. august 2007.
  157. (Hebraisk) הוראות הדין הישראלי. Israels udenrigsministerium (2004). Hentet 9. august 2007.
  158. Week of 8-14 March 2000. North Atlantic Treaty Organization (13. september 2001). Hentet 21. juli 2007.
  159. Israel: Background and Relations with the United States (pdf).
  160. Abadi 2004 s. 3. "However, it was not until 1991 that the two countries established full diplomatic relations."
  161. Abadi 2004 s. 4-6
  162. Germany and Israel.
  163. India and Israel: Dawn of a New Era.
  164. UK and Israel.
  165. Abadi 2004 s. 37-9, 47
  166. Abadi 2004 s.47-9
  167. Økonomirangeringer - Mellemøsten og Nordafrika.
  168. NASDAQ Appoints Asaf Homossany as New Director for Israel.
  169. International Monetary Fund, October 2007.
  170. Israel inviteret til at deltage i OECD.
  171. Om.
  172. Ginsburg, Mitch, "A Hotter Holy Land", The Jerusalem Report, 28. april 2007. Besøgt 30. august 2007.
  173. Israel keen on IT tie-ups.
  174. Israel: Punching above its weight.
  175. Intel to expand Jerusalem R&D.
  176. Israel R&D Center: Leadership Team.
  177. Buffet klar til at købe stor forretning.
  178. Tourist visits above pre-war level.
  179. 179,0 179,1 Banking e-Bank Israel. Besøgt 13. april 2009.
  180. The Seven Years of Herzl Besøgt 12. april 2009.
  181. Banking Supervision Bank of Israel. Besøgt 13. april 2009.
  182. 182,0 182,1 Jøder og andre, af oprindelse, fødselskontinent og tid for immigration (engelsk). Besøgt 8. april 2006.
  183. Rapport: 12 400 nye beboere i 2006 (engelsk). The Jerusalem Post. Besøgt 6. august 2007.
  184. Bosættelser på Vestbredden (engelsk). Besøgt 12. december 2007.
  185. Israelsk bosættelsesbefolkning 1972-2006 (engelsk). Besøgt 12. december.
  186. Bosættelser på Golanhøjderne (engelsk). Besøgt 12. december.
  187. Bosættelser i Østjerusalem (engelsk).
  188. Bosættelser på Gazastriben (engelsk). Besøgt 12. december.
  189. Friedberg, Rachel M. (November 2001). "Påvirkelsen masseimmigration på det israelske arbejdsmarked". The Quarterly Journal of Economics: 1373. http://www.mitpressjournals.org/doi/abs/10.1162/003355301753265606?journalCode=qjec. Hentet 2009-04-04 . 
  190. Sammenligner uddannelsesstatistik fra hele verden (pdf) 75, 77. UNESCO Institute for Statistics. Besøgt 4. august 2007.
  191. Menneskelig udviklingsindikatorer. Forende Nationer.
  192. ED250227 - Israelske skoler: Religiøse og sekulære problemer.
  193. Kashti, Or. Knesset øger skoleslutalder til 18. Haaretz. Besøgt 5. august 2007.
  194. Sammendrag af de principielle love relateret til uddannelse. Israels udenrigsminister. Besøgt 4. august 2007.
  195. 195,0 195,1 Education (pdf). Udenlændingsmodtagelseministeriet. Besøgt 5. august 2007.
  196. Det israelske afgangscertifikat. United States-Israel Educational Foundation via the University of Szeged University Library. Besøgt 5. august 2007.
  197. Elever i tolvte klasse, afgangseksamener og tituleret med certifikat. Israels statistiske centralbureau. Besøgt 2. februar 2007.
  198. Højere uddannelse i Israel. Israels ambassade i Washington, DC. Besøgt 10. september 2007.
  199. Om biblioteket. Det jødiske national- og universitetsbibliotek. Besøgt 5. august 2007.
  200. Top 500 World Universities (1-100) (2006). Besøgt 2. juli 2007.
  201. The World's Top 200 Universities. Times Higher Education Supplement. Besøgt 4. august 2007.
  202. 202,0 202,1 Top ti begrundelser for at investere i Israel. Israeli Consulate, New York City. Besøgt 1. august 2007.
  203. Israel: IT Workforce. American University. Besøgt 14. august 2007.
  204. Israelsk professor deler Nobelprisen i økonomi for 2005. Israels udenrigsminister. Besøgt 4. august 2007.
  205. Heylin, Michael. Globaliseringen af videnskab går videre 26–31. American Chemical Society. Besøgt 21. august 2007.
  206. Gordon, Evelyn. Sparker den globale olievane. The Jerusalem Post. Besøgt 4. august 2007.
  207. The Law of Return. Knesset. Besøgt 14. august 2007.
  208. Elazar, Daniel J.. Religion i Israel: En konsensus for jødisk tradition. Jerusalem Center for Public Affairs. Besøgt 6. september 2007.
  209. Befolkning ved religion og befolkningsgrupper (PDF). Besøgt 6. august 2007.
  210. Nationale befolkningsestimater 27. Israels statistiske centralbureau. Besøgt 6. august 2007.
  211. The Bahá'í World Centre: Focal Point for a Global Community. The Bahá'í International Community. Besøgt 2. februar 2007.
  212. Lærer troen i Israel. Bahá'í Library Online. Besøgt 6. august 2007.
  213. 213,0 213,1 213,2 Yehiel Limor. The Printed Media: Israel's Newspapers (engelsk). Israels udenrigsministerium. Besøgt 22. april 2008.
  214. 214,0 214,1 The press in Israel (engelsk). BBC News. Besøgt 22. april 2008.
  215. "… traditionally robust and independent", oversættelse af dansk Wikipedia
  216. About us (engelsk). The Jerusalem Post. Besøgt 22. april 2008.
  217. Outcry Erupts at The Jerusalem Post Over New Publisher's Editorial Bent (engelsk). The New York Times. Besøgt 22. april 2008.
  218. 218,0 218,1 CIA World Factbook - Israel.
  219. Crime in Israel – in 2003 (engelsk). Israels politi. Besøgt 22. april 2008.
  220. 220,0 220,1 220,2 220,3 Israel struggles to keep lid on crime (engelsk). Besøgt 22. april 2008.
  221. "We do not have organised crime in Israel. We have criminals who are organised." Oversættelse af dansk Wikipedia for anledningen
  222. 222,0 222,1 Organised crime plagues Israel (engelsk). Australian Broadcasting Corporation.
  223. Immigration and Social and Cultural Diversity Among the Jewish Population (engelsk). International Youth Foundation. Besøgt 6. september 2007.
  224. Jødiske festivaler og mindedage i Israel (engelsk). Israels udenrigsministerium. Besøgt 16. september 2007.
  225. Ran, Ami. Encounters: The Vernacular Paradox of Israeli Architecture (engelsk). Israels udenrigsministerium. Besøgt 6. september 2007.
  226. Brinn, David. Israleske, palæstinske og jordanske DJ-er holder fredsbro (engelsk). Israel21c. Besøgt 16. september 2007.
  227. Dolev, Yael. Nogle tanker om israelsk madlavning (engelsk). The University of Michigan. Besøgt 6. september 2007.
  228. Depositing Books to The Jewish National & University Library. Besøgt 21. august 2007.
  229. Israelsk bogstatistik for 2006 (engelsk). Det jødiske national- og universitetsbibliotek. Besøgt 12. august 2007.
  230. Nobels litteraturpris 1966 (engelsk). Nobel-stiftelsen. Besøgt 12. august 2007.
  231. Broughton Ellingham Trillo 1999 s. 365–9
  232. Israel (engelsk). National Geographic Society. Besøgt 13. august 2007.
  233. Israeli Folk (engelsk). National Geographic Society. Besøgt 13. august 2007.
  234. Israel Encarta 2007 præsenterede 2007-08-13
  235. Davis, Barry. Israel Philharmonic Orchestra fejrer 70-års jubilæum (engelsk). Israels udenrigsministerium (fra Israel21c). Besøgt 13. august 2007.
  236. Israel (engelsk). Eurovision Broadcasting Union. Besøgt 13. august 2007.
  237. Om os (engelsk). Red Sea Jazz Festival. Besøgt 17. april 2007.
  238. התיאטרון הלאומי הבימה (hebraisk). Habima National Theatre. Besøgt 13. august 2007.
  239. 239,0 239,1 Om museet (engelsk). The Israel Museum, Jerusalem. Besøgt 13. august 2007.
  240. Shrine of the Book (engelsk). The Israel Museum, Jerusalem. Besøgt 13. august 2007.
  241. Om Yad Vashem: Yad Vashem-biblioteket (engelsk). Yad Vashem. Besøgt 13. august 2007.
  242. Museumsinformation. Beth Hatefutsoth. Besøgt 13. august 2007.
  243. Griver, Simon (Juni 1999). Sport i Israel. Jewish Virtual Library. Besøgt 13. august 2007.
  244. Torstrick 2004 s. 141. "The two most popular spectator sports in Israel are soccer and basketball."
  245. Basketball Super League Profile. Winner Basketball Super League. Besøgt 13. august 2007.
  246. Bouskila, Daniel. Israel Wins More Than Hoop Crown. The Jewish Journal.
  247. World Team Championship i Beer Sheva, Israel. World Chess Federation. Besøgt 13. august 2007.
  248. Levy, Marissa. Local grandmaster takes second place at World Chess Championship. The Jerusalem Post. Besøgt 11. oktober 2007.
  249. Olympiske medaljevindere (under Europa/Israel). International Olympic Committee. Besøgt 13. august 2007.

Litteraturliste

  • Abadi, Jacob (2004), Israel's Quest for Recognition and Acceptance in Asia: Garrison State Diplomacy, Routledge, ISBN 0714655767 
  • Ausubel, Natan (1964), The Book of Jewish Knowledge, New York, New York: Crown Publishers, ISBN 051709746X 
  • Barton, John; Bowden, Julie (2004), The Original Story: God, Israel and the World, Wm. B. Eerdmans Publishing Company, ISBN 0802829007 
  • Best, Anthony (2003), International History of the Twentieth Century, Routledge, ISBN 0415207398 
  • Bregman, Ahron (2002), A History of Israel, Palgrave Macmillan, ISBN 0333676319 
  • Broughton, Simon; Ellingham, Mark; Trillo, Richard (1999), World Music: The Rough Guide, Rough Guides, ISBN 1858286352 
  • Cole, Tim (2003), Holocaust City: The Making of a Jewish Ghetto, Routledge, ISBN 0415929687 
  • Crowdy, Terry (2006), The Enemy Within: A History of Espionage, Osprey Publishing, ISBN 1841769339 
  • Dekmejian, R. Hrair (1975), Patterns of Political Leadership: Egypt, Israel, Lebanon, State University of New York Press, ISBN 087395291X 
  • Friedland, Roger; Hecht, Richard (2000), To Rule Jerusalem, University of California Press, ISBN 0520220927 
  • Gelvin, James L. (2005), The Israel-Palestine Conflict: One Hundred Years of War, Cambridge University Press, ISBN 0521852897 
  • Gilbert, Martin (2005), The Routledge Atlas Of The Arab-Israeli Conflict (8th ed.), Routledge, ISBN 0415359007 
  • Goldreich, Yair (2003), The Climate of Israel: Observation, Research and Application, Springer, ISBN 030647445X 
  • Hamilton, Victor P. (1995), The Book of Genesis (2nd revised ed.), Wm. B. Eerdmans Publishing Company, ISBN 0802823092 
  • Harkavy, Robert E.; Neuman, Stephanie G. (2001), Warfare and the Third World, Palgrave Macmillan, ISBN 0312240120 
  • Henderson, Robert D'A. (2003), Brassey's International Intelligence Yearbook (2003 ed.), Brassey's Inc., ISBN 1574885502 
  • Herzl, Theodor (1946), The Jewish State, American Zionist Emergency Council, ISBN 0486258491 
  • Jacobs, Daniel (1988), Israel and the Palestinian Territories: The Rough Guide (2nd revised ed.), Rough Guides, ISBN 1858282489 
  • Kellerman, Aharon (1993), Society and Settlement: Jewish Land of Israel in the Twentieth Century, State University of New York Press, ISBN 0791412954 
  • Kornberg, Jacques (1993), Theodor Herzl: From Assimilation to Zionism, Indiana University Press, ISBN 0253332036 
  • Liebreich, Fritz (2005), Britain's Naval and Political Reaction to the Illegal Immigration of Jews to Palestine, 1945–1948, Routledge, ISBN 0714656372 
  • Lustick, Ian (1988), For the Land and the Lord: Jewish Fundamentalism in Israel, Council on Foreign Relations Press, ISBN 0876090366 
  • Mazie, Steven (2006), Israel's Higher Law: Religion and Liberal Democracy in the Jewish State, Lexington Books, ISBN 0739114859 
  • Morçöl, Göktuğ (2006), Handbook of Decision Making, CRC Press, ISBN 1574445480 
  • Mowlana, Hamid; Gerbner, George; Schiller, Herbert I. (1992), Triumph of the Image: The Media's War in the Persian Gulf — A Global Perspective, Westview Press, ISBN 0813316103 
  • Romano, Amy (2003), A Historical Atlas of Israel, The Rosen Publishing Group, ISBN 0823939782 
  • Reveron, Derek S.; Murer, Jeffrey Stevenson (2006), Flashpoints in the War on Terrorism, Routledge, ISBN 0415954908 
  • Rosenzweig, Rafael (1997), The Economic Consequences of Zionism, T Brill Academic Publishers, ISBN 9004091475 
  • Rummel, Rudolph J. (1997), Power Kills: Democracy As a Method of Nonviolence, Transaction Publishers, ISBN 0765805235 
  • Scharfstein, Sol (1996), Understanding Jewish History, KTAV Publishing House, ISBN 0881255459 
  • Shindler, Colin (2002), The Land Beyond Promise: Israel, Likud and the Zionist Dream, I.B.Tauris Publishers, ISBN 186064774X 
  • Skolnik, Fred (2007), Encyclopedia Judaica, 9 (2nd ed.), Macmillian, ISBN 0028659287 
  • Smith, Derek (2006), Deterring America: Rogue States and the Proliferation of Weapons of Mass Destruction, Cambridge University Press, ISBN 0521864658 
  • Stein, Leslie (2003), The Hope Fulfilled: The Rise of Modern Israel, Greenwood Press, ISBN 0275971414 
  • Stendel, Ori (1997), The Arabs in Israel, Sussex Academic Press, ISBN 1898723230 
  • Stone, Russell A.; Zenner, Walter P. (1994), Critical Essays on Israeli Social Issues and Scholarship, SUNY Press, ISBN 0791419592 
  • Torstrick, Rebecca L. (2004), Culture and Customs of Israel, Greenwood Press, ISBN 0313320918 
  • Wenham, Gordon J. (1994), Word Biblical Commentary, 2 (Genesis 16-50), ISBN 0849902010 

Videre læsning

  • Patterson, José: Israel. Forlaget Klematis, 1997. ISBN 87-7721-792-6
  • Jörn Böhme, Tobias Kriener & Christian Sterzing: Den israelsk-palæstinensiske konflikts historie. Ellekær, 2007. ISBN 978-87-92173-01-0

Eksterne henvisninger

Søsterprojekter med yderligere information:
Regering
Generelle referencer
Medier
Andet
Wikinews: Shimon Peres discusses the future of Israel – relateret nyhedssag på engelsk

ace:Israel.

 

Toutes les traductions de Israel


Contenu de sensagent

  • définitions
  • synonymes
  • antonymes
  • encyclopédie

  • definition
  • synonym

Dictionnaire et traducteur pour mobile

⇨ Nouveau : sensagent est maintenant disponible sur votre mobile

   Publicité ▼

sensagent's office

Raccourcis et gadgets. Gratuit.

* Raccourci Windows : sensagent.

* Widget Vista : sensagent.

dictionnaire et traducteur pour sites web

Alexandria

Une fenêtre (pop-into) d'information (contenu principal de Sensagent) est invoquée un double-clic sur n'importe quel mot de votre page web. LA fenêtre fournit des explications et des traductions contextuelles, c'est-à-dire sans obliger votre visiteur à quitter votre page web !

Essayer ici, télécharger le code;

SensagentBox

Avec la boîte de recherches Sensagent, les visiteurs de votre site peuvent également accéder à une information de référence pertinente parmi plus de 5 millions de pages web indexées sur Sensagent.com. Vous pouvez Choisir la taille qui convient le mieux à votre site et adapter la charte graphique.

Solution commerce électronique

Augmenter le contenu de votre site

Ajouter de nouveaux contenus Add à votre site depuis Sensagent par XML.

Parcourir les produits et les annonces

Obtenir des informations en XML pour filtrer le meilleur contenu.

Indexer des images et définir des méta-données

Fixer la signification de chaque méta-donnée (multilingue).


Renseignements suite à un email de description de votre projet.

Jeux de lettres

Les jeux de lettre français sont :
○   Anagrammes
○   jokers, mots-croisés
○   Lettris
○   Boggle.

Lettris

Lettris est un jeu de lettres gravitationnelles proche de Tetris. Chaque lettre qui apparaît descend ; il faut placer les lettres de telle manière que des mots se forment (gauche, droit, haut et bas) et que de la place soit libérée.

boggle

Il s'agit en 3 minutes de trouver le plus grand nombre de mots possibles de trois lettres et plus dans une grille de 16 lettres. Il est aussi possible de jouer avec la grille de 25 cases. Les lettres doivent être adjacentes et les mots les plus longs sont les meilleurs. Participer au concours et enregistrer votre nom dans la liste de meilleurs joueurs ! Jouer

Dictionnaire de la langue française
Principales Références

La plupart des définitions du français sont proposées par SenseGates et comportent un approfondissement avec Littré et plusieurs auteurs techniques spécialisés.
Le dictionnaire des synonymes est surtout dérivé du dictionnaire intégral (TID).
L'encyclopédie française bénéficie de la licence Wikipedia (GNU).

Copyright

Les jeux de lettres anagramme, mot-croisé, joker, Lettris et Boggle sont proposés par Memodata.
Le service web Alexandria est motorisé par Memodata pour faciliter les recherches sur Ebay.
La SensagentBox est offerte par sensAgent.

Traduction

Changer la langue cible pour obtenir des traductions.
Astuce: parcourir les champs sémantiques du dictionnaire analogique en plusieurs langues pour mieux apprendre avec sensagent.

Dernières recherches dans le dictionnaire :

2809 visiteurs en ligne

calculé en 0,172s

Je voudrais signaler :
section :
une faute d'orthographe ou de grammaire
un contenu abusif (raciste, pornographique, diffamatoire)
une violation de copyright
une erreur
un manque
autre
merci de préciser :

Mon compte

connexion

inscription

   Publicité ▼